I kø for et æble

Date Added: October 16, 2012

Author: Charly Olsen

Jeg kan som sådan ikke rigtigt forklare hvorfor, jeg gjorde det, men jeg valgte at stå i kø i 10 timer for at få lov til at købe iPhone 5 som en af de første i landet. Jeg var jo egentlig meget godt tilfreds med min iPhone 4S, men som de andre år, når Apple lancerede en ny telefon, blev jeg igen grebet af hype og kunne næsten ikke vente med at bytte min 4S´er ud med iPhone 5. Jeg må nok bare indse, at fornemmelsen af at stå med en ny iPhone mellem hænderne for mig kan have samme virkning som euforiserende stoffer for andre – jeg glæder mig simpelthen til næste gang, og jeg ved allerede nu, at jeg heller ikke kan holde visakortet i pungen, når iPhone 5S kommer. Jeg kan prøve at bilde mig selv ind, at fordi jeg har en lille online butik, der sælger accessories og covers til iPhone, så er det absolut nødvendigt for mig altid at have den seneste model. Men inderst inde ved jeg godt, at det ikke er derfor…

?

Dagen oprandt

Endelig blev det torsdag d. 27. september 2012, og jeg var klar til at bruge dagen foran en 3-butik i byen. Jeg havde taget tidligt fri fra arbejdet, og taget en fridag om fredagen, så jeg fuldt ud kunne hellige mig opgaven foran mig. Jeg skulle stå i kø med en veninde, og vi havde pakket klapsammen-stole, tæpper og lidt snacks. Nu kørte vi forventningsfulde ind mod København, med kurs mod Vimmelskaftet, som var det egentlige mål. Jeg havde kigget på Facebook, og de sidste rygter lød på, at der var ca. 12-15 personer i kø, så allerede nu var jeg en smule stresset og ville bare gerne ind i kø. Klokken var lidt over 3.

?

På vejen besluttede vi os for at køre ad Falkoner Alle og lige se på 3-butikken der. Det er jo en lille butik, så min forventning var, at man var nødt til at være blandt de første her, for at få sig en iPhone 5. Jeg havde besluttet mig for, at hvis der bare var en halv snes mennesker i kø, så ville vi køre videre mod Vimmelskaftet. Til min overraskelse stod der kun et par mennesker foran butikken! Jeg kiggede på min veninde, og vi var hurtigt enige om, at vi skulle slå os solidt her og slå tiden ihjel til kl. 00.01.

?

Fremme ved køen

Jeg stillede bilen i en nærliggende parkeringskælder og noterede, at det lukkede kl. 01.00 – det måtte da være tidsnok, når nu vi så ud til at være blandt de forreste i køen! Vi hastede op til butikken, og her var i mellemtiden ikke kommet flere til. 3 havde foldet den røde løber ud, og de var lige nu i gang med at hænge reklameskilte op i vinduerne. Jeg sagde hej til de 2 forrest i køen, og min veninde og jeg slog herefter vores klapstole ud og satte os til rette. Nu var vi her! Nu skulle vi bare vente. Klokken var nu omkring 1530, og vi var i kø som nr. tre og fire.

?

Der gik ca. en halv time, før endnu en person sluttede sig til køen, og så var den røde løber allerede ved at være fyldt ud. Jeg var selv rimelig tilfreds med at være mødt i god tid. De 2 foran os havde været der siden middag, og de havde allerede vristet ud af ekpedienterne, at der var ca. 40 iPhones i butikken – af dem var de 30 vist 16 Gb, mens der var ganske få af de større modeller. Heldigvis skulle alle foran mig have 16 gb, så jeg var forvisset om, at der lå en 32 gb sort og ventede på mig indenfor.

?

Ekspedienterne var hurtigt ude og tilbyde kaffe og var meget snaksaglige. Der var en rigtig god stemning.

?

Tiden går langsomt

Nu begyndte tiden så småt at gå sin gang, men kl. 17 skete der pludselig det, som vi ikke havde taget regnet med – det begyndte at dryppe! I farten havde jeg glemt at tjekke DMI om morgenen, og vi havde ikke taget paraplyer med. Til alt held havde butikschefen i 3-butikken været mere forudseende end mig, og han kom ud med to paraplyer – en til parret foran os, og så delte vi den anden. Godt gået, 3! Indtil nu havde det kun dryppet, og stemningen var stadig høj.

?

Kl. 1830 sprang jeg over til McD for at hente aftensmad. Det var helt rart at komme op og røre sig lidt, og det var lækkert at komme lidt inden for i varmen (og benytte toilettet!). Da vi havde spist, vidste vi, at nu skulle der ikke ske noget de næste timer. Vi havde nu ligget i kø i snart fire timer, men de var egentlig gået forholdsvis stærkt.

?

Regnvejr

De næste timer gik nu noget langsommere. Det begyndte for alvor at regne, og vi måtte sidde og putte os sammen under paraplyen, mens forbipasserende og trafikanter kiggede mærkeligt på os. Enkelte spurgte hvad vi ventede på (og måbede, når jeg sagde 18´eren), mens der ind i mellem faldt en hånlig kommentar om, hvor dumme vi var. Kommentarer, som jeg mener man mere og mere skal finde sig i, bare fordi man har en iPhone. Men sådan er det jo – det står nu heldigvis en frit for at købe den telefon, som man gerne vil have, og jeg er altså tilfreds med min æbletelefon!

?

Endelig blev klokken 22.00. Det var stoppet med at regne, og ud kom alle de ansatte med dokumenter, vi skulle udfylde. De gjorde samtidig status over, hvilke telefoner folk ville købe og meldte klart ud, hvor mange af de forskellige modeller, de havde. Godt gået, 3!

?

Nu skulle de sidste 2 timer bare overstås. Kl. 23 pakkede vi vores klapstole sammen og var klar til at få lov til at købe vores telefon. Nu havde vi også ventet i snart ni timer!

?

iPhone 5 i hånden!

Kl. 00.01 blev dørene slået op, og de ansatte tog de første to indenfor. Nu kunne der ikke gå lang tid! Der skulle dog vise sig at gå ca. halvanden time yderligere, og jeg var nødt til at flytte min bil, så den ikke blev lukket inde i parkeringskælderen. 3 havde enorme problemer med at ekspedere køen, og de var desværre ikke særligt gode til at melde det klart ud. Køen, der nu var vokset til ca. 80 mennesker, begyndte snart at ulme af frustrationer. Heldigvis var vi som sagt i mellem de allerførste, så vi kunne trods alt vente inde i butikken.

?

Kl. 01.20 stod jeg endelig med min nye iPhone i hånden! Jeg pakkede den hurtigt ud og tjekkede den for de famøse ridser, men den var helt som den skulle være. Lækkert! Vi kørte hjem og aktiverede sim-kort og satte telefonerne til at gendanne fra iCloud. iPhone 5 var endelig min, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville ligge i kø igen. Følelsen af en ny iPhone i hånden er simpelthen for vanedannende…