Den rette pleje, rengøring og vedligeholdelse af briller

Date Added: March 17, 2016

Author: Niels Mortensen

Kategori:

Dine briller er med dig overalt. Du har dem på derhjemme, på arbejde, til sport og til fest. Det betyder også, at dine briller bliver udsat for lidt af hvert, og selvom du har brilleglas og brillestel af højeste kvalitet, er det vigtigt, at du er opmærksom på at give dine briller den rette pleje og vedligeholdelse, så de er i stand til at modstå hverdagens strabadser. På den måde kan du være med til at sikre, at du er lige så glad for dine briller om to år, som når du lige har købt dem.

Opbevaring af briller

Da du har dine briller med dig det meste af tiden, kommer de derfor i risiko for at kunne gå i stykker – hvis du altså ikke passer godt på dem. Uanset om du er hjemme eller ude, bør du altid opbevare dine briller i et brilleetui, når de ikke er i brug. Ligger de eksempelvis ubeskyttet i lommen eller i håndtasken, risikerer du, at glasset bliver ridset, eller at stellet bliver bøjet. Udover at beskytte brillerne mod ridser og slag, sørger etuiet også for, at skærme dine briller mod støv og snavs, så du slipper for at skulle rengøre og pudse dem så ofte.

Pudsning af briller

Når der kommer lidt støv og snavs på brillerne, tyer mange til at pudse dem i køkkenrulle, lommetørklæder og servietter, hvilket bestemt ikke er anbefalelsesværdigt. Alle disse typer materialer er nemlig for grove og har for meget tekstur, hvilket betyder, at de nemt kan ridse glasset. Du bør samtidig heller aldrig bruge beklædningsgenstande, da de ligeledes kan skade brilleglassene. Du bør derimod altid bruge mikrofiberklude til at pudse brillerne med, da de kan fjerne fedt og fugt uden at lave ridser i dine brilleglas og uden at efterlade mærker.

Rengøring af briller

Inden du begynder på rengøring af dine briller, bør du altid begynde med at skylle dem først under rindende, lunkent vand for at fjerne smuds og støv. Efterfølgende skal du bruge brillerens, som indeholder sprit, der opløser fedtet, eller lunkent vand med sulfo, da det ligeledes er fedtopløsende. Du må til gengæld aldrig bruge produkter, som indeholder ammoniak eller acetone, da det kan skade både glas og stel.

Håndtering af briller

Udover at opbevare og rengøre dine briller korrekt, bør du også være opmærksom på din daglige håndtering af brillerne. Når du tager brillerne af og på, bør du altid gøre det med begge hænder, da du ellers risikerer at strække dem for meget, hvorved stellet kan bøje og blive løst. Du skal også helst undgå at skubbe dem på plads ved at trykke med én finger på næsestykket, da du derved kan komme til at belaste og slide unødigt. Justér dem i stedet ved at placere begge dine tommelfingre nederst og begge pegefingre øverst. Derudover er det også en dårlig idé at lægge brillerne i stærk varme, som fx i bilens forrude eller have dem på i sauna, da det kan skade yderbehandlingen at udsætte dem for høje temperatur.

Gratis brilleeftersyn som kunde i Synoptik

Har dine briller en skrue løs? Eller har de det med at glide ned på næsen? For at vedligeholde dine briller optimalt, anbefaler vi, at du besøger din optiker regelmæssigt. Du kan som kunde i Synoptik til enhver tid komme ind i en Synoptik butik og få strammet, justeret og renset dine briller med ultralyd, som fjerner snavs – også på svært tilgængelige steder. En grundig rengøring og justering, som bare tager nogle få minutter, giver dine briller deres oprindelige glans tilbage. Så kan du være sikker på, at dine briller altid er i bedste stand og sidder, som de skal, hvorved du kan blive ved med at få optimal synskomfort – år efter år.

Kom ind i din lokale Synoptik, så står vores fagligt dygtige og servicemindede medarbejdere klar til at betjene dig bedst muligt og give dig flere gode råd om den rette pleje, rengøring og vedligeholdelse af briller.