Byd på naboens indkørsel

Date Added: December 17, 2008

Author: Anders Aalund

Firmaet Privat Snerydning ApS har fået en god idé. I stedet for at tilbyde sine sneryddende medarbejdere en fast løn, beder de dem om selv at byde ind med det beløb, de gerne vil modtage, for at rydde naboens indkørsel og fortov for sne. På den måde kan deres medarbejdere selv vurdere, hvor meget de synes, deres arbejdskraft er værd.

Timeløn på 1000 kr.
I praksis fungerer det sådan, at når man på www.PrivatSnerydning.dk har tilmeldt sig som snerydder, og man er blevet godkendt som medarbejder, så kan man gå i gang med at byde ind på de grunde, man gerne vil stå for snerydningen af. Hvis det for eksempel viser sig, at din nabo er kunde hos Privat Snerydning ApS, så kan du give dit bud på, hvad du vil have i løn for at rydde hans grund for sne, hver gang det må være nødvendigt i den kommende vinter. Arbejdet tager normalt kun 5-6 minutter, og hvis vinteren bliver, som de sidste 12 vintre har været i gennemsnit, så skal du ud med kost og sneskraber ca. 8 gange i år. Og hvis du giver dig selv en fornuftig løn, kan du hurtigt tjene en god timeløn. Byder du for eksempel 100 kr. for at rydde din nabos fortov, og tager arbejdet ca. 6 minutter, har du altså en timeløn på 1000 kr.

Iværksætterdrømme
Faktisk mener salgschef, Lars Hassing, at det er en alle tiders mulighed for at leve en iværksætterdrøm ud.
”Når man selv er med til at fastsætte, hvor meget man vil have for sit arbejde, er der jo tale om, at man har sin egen selvstændige forretning,” siger salgschefen, mens han understreger, at man som medarbejder aldrig kommer til at arbejde til færre penge, end man selv synes, man er værd. Til gengæld er der så risiko for, at en anden nabo eller medborger vil sælge sin arbejdskraft billigere på det samme fortov.

Nabohjælp
Snerydderne bestemmer selv, hvor mange fortove de vil være ansvarlige for, og der er altså mulighed for at lave en hel forretning ud af at hjælpe sine naboer af med sneen – hvis man altså tør satse på, at vinteren bliver hvid i år, og hvis man er morgenfrisk, for fortovene skal naturligvis være ryddet, inden bilerne skal ud af garagerne.
”Ikke nok med, at du kan tjene lidt ekstra til den kolde tid – du kan også hjælpe de naboer, der ikke selv har mulighed for at rydde sneen af vejen. Og så bestemmer du endda selv, hvor meget du vil have i løn for det,” slutter Lars Hassing med et smil.