Det laver arkitekter i virkeligheden

Date Added: September 25, 2015

Author: Jonas Jørgensen

Arkitekters arbejdsopgaver spænder over andet og mere, end blot at sidde og slå kreative streger på papiret. Har man et indre billede af en flyvsk og kunstnerisk type, der absolut kun vil skabe nye, iøjnefaldende, store og anderledes bygninger i Verdens metropoler, så er det på tide at få revideret sit billede af arkitekter og deres egentlige virke i samfundet.

Arkitekter er som udgangspunkt kreative mennesker, med en stor sans for æstetik og rumlige sammenhænge. I praksis betyder det, at arkitekter har et godt og veludviklet blik for, hvad der er reelt muligt at opføre og på samme tid vil være pænt og harmonisk. Stilhistorien kender han på kryds og tværs og respekterer, både når der skal renoveres eller opføres nyt, der skal spille sammen med det gamle. Når der skal bygges både stort og småt, har arkitekten det fornødne overblik, helt ud i de mindste detaljer, der gør at alting ender med at blive harmonisk og praktisk på samme tid. Både form og funktion, ligger arkitekter på hjerte.

Det laver arkitekter også

Uden idéer, – ingen byggeprojekter. Alt, hvad der opføres udspringer af gode idéer og nytænkning. Næsten som et frø, der skal sås i jorden og vandes, skal en idé også plejes og have opmærksomhed, for at ende med at vokse sig stor og stærk. En god arkitekt, kan næsten betragtes som en slags gartner for idéer, han kan luge ud i det værste ukrudt, kan se potentiale fra den spæde start og hjælpe med at understøtte i hele processen.

Ikke mange tænker over, hvor kompliceret det er, når en idé til et byggeri skal omsættes til praksis. Selv mindre byggesager, kræver et stort professionelt overblik, hvis der skal være styr på alle tråde, regler skal følges til punkt og prikke. Tidsplan og økonomi må helst heller ikke ændres undervejs og give grimme overraskelser. En arkitekt tegner ikke bare stregerne og tænker de kreative tanker, men sørger konkret for, at alle elementer i processen er på plads, fordi han ved hvad der præcis kræves, hvis alt skal være korrekt. Alt kedeligt papirarbejde og paragraffer kan man trygt overlade til arkitekten, også byggetilladelsen hjælper han med at få på plads, inden håndværkerne går i gang. Det nytter ikke bare at bygge ud i det blå og tage det hele som det kommer. Arkitektens arbejde er også at udregne de konkrete udgifter og hjælpe med at udtænke gode alternativer, hvis den oprindelige idé kan gå hen og ende med at blive for dyr. Lyt til arkitektens forslag, – han har et indgående materialekendskab og ved, hvor det kan være fornuftigt at spare og hvor det absolut ikke er. Det er aldrig rart, når drømme punkteres, men netop arkitektens kreativitet, kan sagtens ende med at bringe nye og andre idéer på banen, som man ender med at blive langt gladere for i sidste ende.

Det laver arkitekter for dig


Lige meget hvilken byggeidé, der er ved at vokse frem i dine tanker, så tag allerede tidligt i processen kontakt til en arkitekt, som du kan sparre med og der vil være med til at arbejde videre med dine idéer. Sørg for at finde en, der ”taler samme sprog” som dig og hvor kemien stemmer overens. Det giver det bedste og mest gnidningsløse samarbejde og det fineste slutresultat. Det er vigtigt, at I lytter til hinanden, selvom det er dit byggeri, vinder du mest ved at trække på hans kreativitet og faglige ekspertise.

Samarbejde, er netop kodeordet, når man skal bygge. Der skal mange spillere på banen, lige fra kommunen til en vifte af forskellige håndværkere. En god arkitekt styrer tropperne og får det bedste frem i hver enkelt, uden at du føler dig sat på sidelinjen og helt uden indflydelse.

Start med et idémøde, hvor arkitekten udarbejder skitser efter dine idéer. Dette skitseforslag er det, der skal give et nogenlunde indtryk af det færdige byggeri, men også danne grundlag for overslag omkring tidsplan, økonomi og evt. en forhåndsgodkendelse af kommunen. Senere laves de konkrete arbejdstegninger og ansøgninger. Arkitekten går ned i mindste detalje, så der er enighed om valget af alle materialer og placeringer af stikkontakter osv. Hele vejen hjælper arkitekten dig sikkert i gennem junglen af regler. Han hjælper så alt forløber som det skal, økonomien ikke skrider undervejs og alle papirer og tilladelser er helt i orden fra start til slut.

Arkitekten er altså din vigtigste samarbejdspartner, når der skal bygges. Tag ham med på råd – ikke bare til nybyggeri, men også til ombygninger og tilbygninger, så snart idéen kommer.

Måske ser han anderledes på tingene og åbner for andre muligheder og idéer. Sammen får I det hele til at ske.