Lad andre rydde sneen

Date Added: July 2, 2008

Author: Tomica Rajovic

Nogle har ikke kræfterne til at svinge sneskovlen, andre er fortravlede eller foretrækker at ligge en halv time længere under dynen frem for at skovle sig gennem dynger af sne.

Men falder der sne, skal den ryddes. Det foreskriver reglerne. Og de tager ikke hensyn til hverken svage ældre eller b-mennesker. Det gør derimod servicefirmaet TR Gruppen, som har øjnet et stort behov for hjælp til snerydningen hos københavnerne.

– Jeg har søgt på nettet. Der er masser af firmaer, som hjælper erhvervskunder af med sneen. Men der er kun et par firmaer, som yder samme service til private, og de ligger i Jylland, siger direktør Tomica Rajovic.

For et fast beløb på 1325 kroner tilbyder TR Gruppen at hjælpe borgerne i Storkøbenhavn lettere gennem vinteren. Beløbet dækker snerydning, salt og saltning i perioden 1. december til 1. april. Uanset om sneen falder dagligt og i små eller store mængder.

– Vi garanterer, at sne, der er faldet efter klokken 21 om aftenen, er ryddet inden klokken 7 næste morgen. Falder der sne efter klokken 7, rydder vi igen, men max to gange i døgnet, siger Tomica Rajovic.

Han har erfaret, at ældre ofte finder sneen uoverskuelig. Og hjælp fra kommunen er ikke en selvfølgelighed.

– Mig bekendt kan kun ældre, der i forvejen er visiteret til hjemmehjælp, få såkaldt hvid hjælp af kommunen. Men at man kan klare sig selv i det daglige, er ikke ensbetydende med, at man har kræfter til at skovle sne, siger direktør Tomica Rajovic.