CM Jernvarer Fyn udvider kapaciteten

Date Added: September 5, 2008

Author: Karsten Melvang

CM Jernvarer, som er beliggende i Odense har netop udvidet svejsekapaciteten med et svejserobotanlæg fra CLOOS.

Grundet travlhed i svejseafdelingen, så CM Jernvarer sig nødsaget til at gøre noget for at kunne følge med. Det blev derfor besluttet, at et svejserobotanlæg var det der skulle til for at løse problemet. Kapaciteten er derfor udvidet med et topmoderne svejserobotanlæg fra CLOOS.

Årsagen til at Karsten Melvang valgte at investere i et svejserobotanlæg fra CLOOS er den høje kvalitet og de unikke svejseresultater. Nogle af kravene var, at anlægget skulle være let at programmere, være egnet til mindre serier og højne kvaliteten af produkterne med en mere ensartet svejsning. Derudover fortæller Karsten Melvang: ”Vi har en CLOOS svejsemaskine fra 1976 som stadig fungerer upåklageligt, og vi har altid været glade for svejseprodukter fra CLOOS”.

Over en fordobling af svejsehastigheden.
I øjeblikket svejses kun fodplader til stålspær på anlægget, men det er kun et spørgsmål om tid, inden anlægget også skal svejse andre serier. I den nuværende serie bliver der sat 7 emner op ad gangen på fixturet. Der svejses på 2 borde, forstået på den måde, at mens operatøren lægger emnerne op på den ene side, svejses der på den anden side. På den måde får man over den dobbelte lysbuetid, hvilket svarer til ca. 2 – 3 mands arbejde.

Inden levering af anlægget, blev Karsten Melvang og yderligere 2 medarbejdere fra CM Jernvarer inviteret ned til CLOOS fabrikken i Tyskland for at godkende deres anlæg. ”Det var en utrolig positiv oplevelse” udtaler Karsten Melvang. ”Det var meget spændende, både at se det nye anlæg i drift, og også at få lov til at se fabrikken.” Efter levering af anlægget i Odense, gik der kun en uge, inden det var i gang med produktion.

Lidt om CM Jernvarer.
CM Jernvarer Odense A/S blev grundlagt i 1971, og har igennem mere end 30 år specialiseret sine kompetencer indenfor kerneområdet varmforzinkning, også kaldet galvanisering. De fleste galvaniseringskunder kommer fra Europa. Forretningsområdet er senere blevet udvidet med et velfungerende smedeværksted, der løser opgaver for kunder indenfor f.eks. svejseopgaver, borearbejde, afkortning, fundamentsbolte og hulning. Opgaverne kan have karakter af projekter eller være lønarbejde, hvor kunden bliver suppleret med ekstra kapacitet.

Robotanlægget fra CLOOS er kompaktanlæg C30 som består af følgende:

Svejserobot: Romat 350 incl. controller Rotrol II. Robotten råder over 6 akser, heraf en forlænget 3. akse, og den store aktionsradius garanterer et effektivt arbejde i alle positioner. Den forlængede 3. akse gør, at robotten også er ideel til svejsning af større emner. Den stabile konstruktion af robotten gør, at den er godt egnet til den tunge industri. Robotten er monteret hængende på C-stander.

Styringen af robotten foregår med Controlleren ROTROL® ll. Et digitalt drivkraftssystem sørger for en dynamisk bevægelse og en høj banepræcision af robotten under svejseprocessen. Størstedelen af controlleren er en 32 bit CPU, som gør det er muligt at styre alle 6 interne akser samt 12 eksterne periferiakser.

Idet CLOOS robotter, manipulatorer og svejsemaskiner er udviklet med henblik på, at de skal indgå i en integreret enhed, er det muligt at styre svejseparametre under selve svejsningen, og at disse ændringer automatisk justeres i selve programmet.

Svejsemaskine: GLC 553 MC3/R. Pulssvejsemaskine med computerstyret programmering. Svejsemaskinen er udstyret med trådfremføringsenheden C 98 A/R og MRW 500-31 brænder. Brænderen er vandkølet og med belastning ved 100% int. på 500 A ved blandingsgas og 540 A ved CO2.

Manipulator: VWR-3DP-5000N bestående af: CR 30. Manipulatoren har 2 fixturer således at man kan sætte et nyt emne på den ene side af manipulatoren, mens robotten svejser et emne på den anden side af manipulatoren. Fordelen er, at robotten ikke behøver at stå stille, mens man skifter emne.

Sikkerhedsteknik: Består af fotoceller og Pendeldør.

Andet: Endvidere er anlægget udstyret med taktilsensor og lysbuesensor.