VM 2014 KAMPPROGRAM – MASSER AF FEDE KAMPE

Date Added: June 11, 2014

Author: Danske Spil

VM 2014 i Brasilien er et overflødighedshorn af fantastiske fodboldkampe. I løbet af blot én måned bliver der spillet 64 kampe, hvor klodens bedste landshold og spillere vil yde deres ypperste for at sikre sig den mest eftertragtede titel af dem alle, Verdensmesterskabet i fodbold.

Den kræsne fodboldfan bliver forkælet allerede i åbningskampen den 12. juni, hvor værtsnationen med det enorme forventningspres på deres skuldre, sparker turneringen i gang mod de kroatiske underdogs. På Arena de São Paulo vil hjemmefansene utvivlsomt forvente brasilianske samba-lækkerier fra Neymar, David Luiz og kompagni, men kroaterne stiller med et stærkt og rutineret med Real Madrid-stjernen Luka Modric og den nykårede Euro League-vinder fra Sevilla, Ivan Rakitíc, som omdrejningspunktet. Der er med andre ord lagt op til en lækkerbisken allerede fra VM’s første fløjt.

GENTAGELSE AF VM-FINALEN FRA 2010

VM 2014 kampprogrammet byder allerede den efterfølgende dag, den 13. juni, på endnu en storkamp. Her mødes Spanien og Holland til en gentagelse af VM-finalen fra 2010, hvor Spanien som bekendt snuppede titlen på en scoring af Iniesta i den forlængede spilletid. Det smertefulde nederlag vil hollænderne med Robben og van Persie i spidsen være meget opsatte på at revanchere. Spørgsmålet er, om Xavi, Iniesta og resten af holdkammeraterne stadig er sultne nok efter at have vundet både VM i 2010 og de sidste to EM-slutrunder.

ENGLANDS TUR?

På VM’s tredjedag venter et af fodboldverdens klassiske opgør, England mod Italien. England har de sidste mange årtier haft for vane at underpræstere til de store mesterskaber, og det er da heller aldrig lykkedes dem at slå Italien ved en slutrunde. Skal det lykkes Roy Hodgsons tropper at bryde slutrunde-forbandelsen, eller vil Italien som sædvanlig vise sig som et stærkt turneringshold, der skal regnes blandt favoritterne? Svaret bliver sandsynligvis fundet på Arena Pernambuco i Recife den 14. juni.

De tre udvalgte kampe er blot en lille smagsprøve på, hvad der venter i løbet af den månedlange fodboldfest i Brasilien. Tjek hele VM 2014 kampprogram her, og udvælg dine egne favoritkampe.